Der findes vine, som er så store i sig selv, at man ikke kan gøre andet end at bøje sig i støvet – det er ofte de vine, der løber med ens vinhjerte. Vine man igen og igen vender tilbage til, så ofte som muligt.
Barolo. Brunello. Amarone.
Tre konger fra tre hjørner af Italien – hver med sit temperament, sit landskab og sin sjæl.
Det største de har til fælles, er også deres fornemmeste styrke: De er terroirdrevne vine, som hver især fortæller præcis, hvor de kommer fra – og det på tre vidt forskellige sprog.
Barolo – den stoiske konge fra tågernes land
I de bakkede landskaber syd for Alba, hvor morgentågen hænger lavt mellem vinmarkerne, fødes Nebbiolo – druen bag Barolo.
Der er forskellige bud på, hvad navnet Barolo kommer af. Ét af dem knyttes til nebbia, altså tåge, og det giver mening: Barolo trives i et klima, hvor efterårsluften er kølig, men dagene stadig har solens sidste varme.
Jorden i Barolo er sammensat af kalk, ler og sandsten – en kompleks blanding, der giver vine med nerve og struktur.
Nebbiolo modner sent og kræver tid. Det samme gør vinen. Tanninerne er faste, syren markant, og først efter flere års hvile i store fade begynder magien at folde sig ud.
Barolo er en vin, der ikke er bange for at lade vente på sig. Men når den endelig er klar, kan man – i de bedste årgange – bruge timer på at følge udviklingen i glasset, hvor den forkæler med sit koncentrerede væsen: roser, violer og iris, der glider over i tjære, trøffel og lakrids.
Det er ofte vin til fordybelse – til de øjeblikke, hvor man har forberedt sig på en smagsrejse og smager for at forstå.
Brunello di Montalcino – den ædle sjæl fra Toscana
Mod syd, i det gyldne Montalcino, stortrives Sangiovese – og herfra udspringer Brunello.
Lyset er anderledes, jorden lunere. Højderne varierer fra ca. 150 til over 500 meter, og jordbunden skifter primært mellem ler, kalk og skifer. Hver vinmark er sin egen, selv i et relativt kompakt område, og derfor er Brunello et af de mest nuancerede udtryk for Sangiovese.
Brunello blev for alvor kendt i slutningen af 1800-tallet, da pionerer viste, hvor længe vinen kunne lagre. Siden har tiden været dens trofaste medspiller – loven kræver mindst fire års lagring, heraf to i træ og fire måneder på flaske. Mange huse lader den hvile endnu længere, så tannin og syre falder smukt på plads.
Resultatet er en vin, der føles som et spejl af Toscana: varm, levende, elegant og sofistikeret – men aldrig overdrevet. Typiske noter er kirsebær, salvie, en diskret tone af carob/johannesbrød (sødlige kakaonoter uden bitterhed), friske tobakblade og skovbund.
Det er vinen til de aftener, hvor samtalen bliver længere, og tiden ikke betyder noget.
Amarone della Valpolicella – den lidenskabelige hersker
Længere mod nordøst, i bakkerne bag Verona, regerer Amarone – dronningen af overflod.
Her spiller druerne Corvina, Corvinone og Rondinella hovedrollerne, mens teknikken, der gør Amarone unik, hedder appassimento: druerne høstes og tørres i måneder, så vand fordamper, og sukker og smag koncentreres.
Når de tørrede druer gæres, får man en vin med dybde, sødme og varme. En vin, der fylder glasset – og rummet – med aromaer af modne kirsebær, figner, rosiner, kakao og krydderier. Det er ikke bare vin – det føles næsten magisk.
Amarone er kraftfuld, men holdes i skak af fast syre og fine tanniner. Den kan ligge i årtier og udvikle sig – og ligesom Barolo og Brunello belønner den tålmodighed.
Tre sindsstemninger – tre måder at nyde Italien
- Barolo er alvor
- Brunello er harmoni
- Amarone er glød
Alle tre er vidunderlige valg, når livet gerne må larme lidt – når vi vil fejre, mærke og bare nyde nuet.
